Folketinget
Dictus

Folketingets tale-til-tekst system

Prolog Development Center har sammen med Sirius IT og Max Manus leveret et talegenkendelsessystem til Folketinget. Systemet skal sikre at referater fra taler i folketingssalen kan offentliggøres hurtigere end tidligere.

I Folketinget arbejder op til 20 referenter i afdelingen Folketingstidende med at tage referater fra debatten i Folketingssalen. Siden oktober 2007 er dette arbejde gjort lettere med implementeringen af det nye system. Hidtil har Folketingets referenter arbejdet med udstyr, som var baseret på et ældre tekstbehandlingssystem.

"Vi har et ønske om at publicere referater fra møder i Folketingssalen hurtigere end vi gør i dag. Med det nye system, som inkluderer talegenkendelse, kan referenterne producere et referat hurtigere. Vi forventer, at 85% af den samlede mødevolumen internt og eksternt bliver publiseret på vores hjemmeside inden for 2-3 timer efter, talen er holdt. Ved at indføre talegenkendelsessystemet optimerer vi vores arbejdsgange,"
fortæller Per Anker Hansen, vicedirektør i Folketinget.

I den samlede løsning indgår en række andre elementer ud over tale-til-tekst modulet, fx et modul til at planlægge referenternes arbejde og et modul, som fordeler talerne til referenterne.

Op til 20 referenter kan arbejde samtidig i systemet, hver med deres del af talerne. Der er indbygget adgang til ordbøger og andre opslagsværker til at gøre arbejdet lettere for referenterne. Systemet indeholder også et statistikmodul til opsamling af data om talegenkendelsen og arbejdet med referaterne.

Som en del af projektet er softwaren trænet til at genkende Folketingets sprogdomæne.