
Der var engang tre danske, initiativrige ingeniørstuderende, som blev fascineret af programmeringssproget Prolog... Med en baggrund i forskning fra institut for datateknik på DTH i København og en stor portion nytænkning, udviklede de i deres afgangsprojekt en oversætter af Prolog-sproget, så det fremover kunne bruges til programmering af PC'ere. Prolog-sproget blev oprindeligt udviklet af ren og skær videnskabelig interesse for løsninger, som kræver kunstig intelligens.
Det viste sig, at kvaliteten af Prolog-oversætteren var så høj, at der var noget at bygge videre på. Prolog-oversætteren blev sammenlignet med Japanernes specialudviklede Prolog til mainframes, og i hastighed og ydeevne blev japanerne overhalet mange gange. Med de tre unge danskeres initiativ åbnedes muligheden for en almen og kommerciel interesse for programmeringssproget Prolog.
I 1984 etablerede de tre ingeniører firmaet Prolog Development Center (PDC). PDC Prolog, som oversætteren blev døbt, modnedes, samtidig med at idéer til salg og markedsføring tog form. PDC indså tidligt, at PDC Prolog skulle markedsføres af et firma med kapacitet på området, og man endte med at indgå et samarbejde med den succesfulde amerikanske softwareleverandør, Borland Inc. Borland Inc. forhandlede PDC Prolog under navnet Turbo Prolog og i kraft af deres succes blev produktet udbredt i hele verden. I 1990 overtog PDC igen markedsføringsrettighederne. I dag markedsføres PDCs programmeringsværktøj under navnet Visual Prolog®.
Salget af Prolog gav PDC kontakter til virksomheder med behov for avancerede planlægningsløsninger - et felt, som håndteres særligt godt af Prolog. I 1987 begyndte PDC at udvikle planlægningsapplikationer, og året efter etablerede man en egentlig konsulentvirksomhed. Et af de tidlige forretningsområder var planlægningsløsninger til luftfartsindustrien, og SAS var en af PDC's første kunder og partnere.
Siden da har PDC udviklet adskillelige beslutningsstøtte- og planlægningsløsninger til både private og offentlige virksomheder. I dag tilbyder vi løsninger til virksomheder, som arbejder indenfor industri, nødberedskab, sundhed, service, handel og naturligvis luftfart.
PDC gik ind i markedet for avancerede planlægningssystemer på et tidspunkt, hvor markedet var i sin vorden. I dag har vi etableret os solidt på markedet og hører til blandt markedets førende udbydere. Vi stræber efter at skabe værdi for vores kunder. Dette gør vi ved at tilbyde softwareløsninger af høj kvalitet og ved at yde vores kunder en kompetent, troværdig og målrettet bistand.